De ringer Vi spiller… på en ny måde

Jeg præsenterede Dialekkortet for kolleger på Sprogforandringscentret i sidste uge, og flere efterspurgte en mere systematisk adgang til data (så man slipper for at rode med et kort hvis man fx er interesseret i at lytte til alle unge kvinder eller alle optagelser fra 1970′erne).

Som løsning på dette ønske er her tre html-tabeller med data sorteret enten:

Køn => Alder => Bopæl (altså sorteret først efter køn (kvinder før mænd), så efter alder (unge før gamle) og så efter bopæl (Albertslund før Ballerup)

Optagelsesdato => Køn => Alder

Bopæl => Køn => Alder

De ringer, Vi spiller – som dialektkort

Jeg har (med stor hjælp fra Tilde Ranis) lavet forsøg med en onlinevisualisering af den sproglige variation i Danmarks Radio. Frugten af anstrengelserne er indtil videre dette Radiofoniske Dialektkort baseret et stort antal samtaler med De ringer, Vi spillers Jørn Hjorting som den ene part og små 500 almindelige danskere som den anden part.

DialektkortFor hver samtale er lytterens køn, alder, hjemby samt musikønske registreret. For de heldige forskere og studerende der har adgang til LARM.fm er der linket direkte til lyden af den enkelte samtale eller det enkelte musikstykke.

Der er skønhedsfejl ved dialektkortet.  Rettelser, kommentarer og forslag til hvordan Google Maps kan betvinges modtages med stor taknemmelighed.

Replik til Berlingskes kronik

Berlingeren trykke i dag, 20.2.2013 min replik til udfaldet i lørdagens kronik (se nedenfor), . Replikken er her i uredigeret form (og med min egen titel):

 

Sprogforskerne ødelægger sproget! –Og meteorologerne giver vådere somre?

Jacob Thøgersen, Københavns Universitet, Sprogforandringscentret DGCSS.

Kære Ole Gustav Justenlund

Det er vist mig du skyder efter i din kronik fra 16.2.2013 med bemærkningen: ”For nylig opfordrede en af [Sprogforandrings]centrets forskere med jappende og meget utydelig udtale en DR 1-studievært til at lade være med at sige »kræft«, for om ti år siger alle »kraft«. Sprogforskeren vidste, han havde »ratten« på sin side. Han var under 40.” Jeg er ked af at du fandt min tale jappende og min udtale utydelig, men radiointerviewet er heller ingen let genre når man ikke er trænet i den: 3 minutter til at fremstille sin sag og hele tiden en journalist der tripper for at komme videre med næste indslag. Og så var min hovedpointe faktisk slet ikke sproglig, men derimod at der med forskningsprojektet LARM er skaffet forskningsadgang til DR’s radioarkiver…

Men jeg er glad for at blive bemærket og glad for at der er andre end os ”18 videnskabelige medarbejdere [der dyrker] den sproglige deroute” der synes det er værd at diskutere sprogforandring. Først lige et par ord om hvor vi er enige, og så et par ord om hvor vi er uenige:

Vi der studerer sprogforandring i dansk, har bemærket de fleste af de sprogforandringer (eller hvis du foretrækker det ”sproglige dovenskab”) som du påpeger, så vi bliver ikke uenige om hvorvidt de findes. For eksempel: Ændringen af [v] til [w], [skrevet] til [skrewet], er en del af det man kalder spirantsvækkelsen, som man plejer at henføre til ca. 1100-tallet. Den samme svækkelse ramte det gamle [th] sådan at vi fik det bløde [d] vi kender i vore dages dansk. I moderne dansk kan et efterfølgende blødt [d], om man så må sige, virke tilbage på et forudgående [w] sådan at det også bliver til et blødt [d], og så får vi sammenfald mellem skrevet og skredet, nemlig omtrent [skreded]. Dette sammenfald er, om ikke før, beskrevet af Jørn Lund i 1978 i artiklen med det sigende navn: ”Atte bleddet svagere og stagve” (i Læsepædagogen nr. 4).

Måske kan du af mit svar (så kedeligt og akademisk som det måtte være) se vores uoverensstemmelse: Sprogvidenskaben ser det som sin opgave at undersøge og beskrive sprog, at eksplicitere de regler som vi som sprogbrugere anvender for at forstå hinanden. Vi prøver at forstå både den menneskelige hjerne og de sociale mekanismer som gør at kommunikation mellem individer lykkes. Vi forsøger at forstå hvorfor sprog forandrer sig (ville det ikke være lettere hvis de ikke gjorde?). Man kan sammenligne os med meteorologer: Meteorologens opgave er at beskrive vejrfænomener og -forandringer og at forudsige dem. Det er ikke meteorologens opgave at sørge for længere somre eller regn på torsdag. Og det er ikke sprogvidenskabens opgave at stoppe dansks forandring på et givet stade, hvad enten dette stade så er år 1000, 1500, 1800, 1950, eller hvad idealister nu kunne blive enige om – ”vi er blevet enige om at vejret fremover skal være som det var forrige fredag”. Selv hvis nogen besluttede at det var vores opgave, ville det formentlig ikke have nogen effekt. Men mere om det nedenfor.

Dansk er i nogle henseender særligt. Der er mange vokaler i dansk, og derfor, tror jeg nok, er dansktalendes ører følsomme over for selv meget lille vokalvariation og danske debattører måske hurtigere end andre til at fare i blækhuset over vokalforandringer. Alle sprog har reduktioner, eller sjuskefænomener om du vil, men dansk mediesprog har måske nok flere end man er vant til fra vores nabolandes. Disse reduktionsfænomener gør at et givet dansk ord kan have ret forskellige udtaler afhængigt af hvem der siger dem, og hvilken sproglig sammenhæng de optræder i. Dea Trier Mørch sagde [livet] (med [v] og [d]) (i hvert fald når hun talte til en radiomikrofon). Jeg siger [liwed] (med [w] og blødt [d]), og når jeg taler hurtigt siger jeg måske [lied]. Er det, hånden på hjertet, ikke fascinerende at kommunikationen som regel forløber stort set uden problemer indtil vi stopper op og begynder at filosofere over at der er noget galt? Hvordan det kan lade sig gøre? Det er det vi vil forstå.

Den nyeste forskning i talesprogsreduktioner, både på dansk og på fx engelsk, tysk og nederlandsk, tyder på at det bl.a. kan lade sig gøre fordi der er ret klare regler for hvad der reduceres hvornår. Fx kan meget hyppige ord reduceres mere end sjældne ord (formentlig fordi de er lettere at forudsige ud af sammenhængen), og nogle ordklasser har større tendens til at reduceres end andre. Dermed kan reduktion altså hjælpe os med at afkode hvilket ord der menes. Det er den slags resultater der får Ruben Schachtenhaufen (han er den ”ph.d.-studerende [der] skaffe[de] sig medieopmærksomhed ved at erklære, at sprogligt sjuskeri er et tegn på overskud”) til at sige at ”sjusk” er et gode for kommunikationen. Vi bruger, efter denne logik, reduktioner til at understrege hvad i en sætning der er væsentligt og hvad der er mindre væsentligt. Hvis vi udtaler alt lige tydeligt, kan det af lytteren opfattes som om vi giver alt samme vægt – det er det man gør i fx en diktatoplæsning. Med reduktioner, ligesom med fx tryk og tone, kan man fremhæve visse ord i en sætning. ”Sjusk” er altså ikke i sig selv godt eller skidt, det er et af de mange parametre der indgår i det at kommunikere med sprog.

Og så til historien om ”det flade a” og ”kræft”/”kraft”: Min pointe med at undersøge ”det flade a” er at finde ud af om det hjælper at regulere andres sprogbrug, eller om det er spildte kræfter. Har sproglig revselse en målelig effekt, eller er det som at råbe til himlen for at stoppe regnen? Her er ”det flade a” og DR’s radioavis interessante danske eksempler. ”Det flade a”, som kan oversættes til ”et [a] der ligner et [æ] mere end det bør”, var det absolut mest udskældte danske udtalefænomen i det 20. århundrede. Der er skrevet hundredvis af kronikker der fordømmer det, det er nævnt i alle udtaleanvisninger osv. Alle nyhedsoplæsere har fået strenge ordrer på ikke at bruge ”flade a’er” – og få lyttere har formentlig opfattet at de gjorde det. Alligevel ser man en gradvis tendens til at a’erne nærmer sig æ’er mere og mere. Noget tyder altså på at nogle kræfter er stærkere end revselsen, og at det som én generation hører som utilbørligt, er upåfaldende for den næste.

Nu står der så en debat om udtalen af [e] og [æ] efter [r] og om der altså bør være en udtaleforskel mellem kræft og kraft, ret og rat osv. Også denne forandring har efterhånden været diskuteret i årevis, og mange, i hvert fald østdanskere, op til 50 år har ikke udtaleforskel i ordparrene, selvom de måske nok tror de har det. I P1-Morgen tillod jeg mig at fremskrive udviklingen af dette ”ræ” med den viden vi har om ”det flade a”, altså: ”lad være med at spilde kræfter på at prøve at stoppe udviklingen, den løber i sin egen retning uanset hvad den enkelte journalist vælger at gøre”, og ”i løbet af en generation eller to vil ingen bemærke at der skulle være noget forkert over at have samme udtale af kræft og kraft, for det har de fleste til den tid”. Det var det jeg prøvede at forklare Jan Falkentoft og lytterne.

 

Forskningscenter fører til sprogligt forfald!

Når man nu arbejder med noget så marginalt og – ja lad os sige det som det er – nørdet som sprogforandring, er det ikke hver dag man finder sin vej til landsdækkende medier. Og endnu sjældnere er det at nogen andre end venner om familie lægger mærke til det hvis man har gjort sin eksistens synlig. Så stor var min overraskelse da jeg så mig selv omtalt i Berlingskes kronik lørdag den 16.2.2013. Jeg tror det her er første gang jeg er blevet angrebet igennem medier, dog uden navns nævnelse… Jeg tager kritikken som en hæder, og glæder mig til fremtidig debat med hr. Justenlund og alle andre der er interesserede i sprogforandring, hvadenten de studerer den akademisk eller bekymrer sig om den:

Ole Gustav Justenlund skriver bl.a.:
“Man kan undre sig over, hvorfor det netop er Danmark, der er blevet så hårdt angrebet af sproglig vandalisme i de elektroniske medier, mens politikere og tv-folk i Sverige og Tyskland er meget omhyggelige med deres talte sprog. En af forklaringerne kan være, at det sproglige forfald er blevet institutionaliseret hertillands. På Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier ved Københavns Universitet dyrker 18 videnskabelige medarbejdere (deriblandt tre professorer) den sproglige deroute. Jo kraftigere sprogændringer, jo mere får de 18 forskere at beskæftige sig med. Ganske vist plæderer de officielt for sproglig mangfoldighed og tolerance, hvor intet »dømmes (…) som rigtigt eller forkert, grimt eller pænt«; men reelt går de ind for et dominerende lavkøbenhavnsk, som i charme og kommunikationsduelighed ligger langt fra tidligere tiders robuste københavnske arbejdersprog.”

Og med specifik adresse til mig: “For nylig opfordrede en af centrets forskere med jappende og meget utydelig udtale en DR 1-studievært til at lade være med at sige »kræft«, for om ti år siger alle »kraft«. Sprogforskeren vidste, han havde »ratten« på sin side. Han var under 40.”

Læs hele kronikken (og utallige kommentarer) her.

Her er mine kilder, hertil min verden går

[Tidligere postet på www.larm-archive.org]

Jeg arbejder med sproget i Danmarks Radio, mere specifikt med sprogforandring i Danmarks Radio, mere specifikt med sprogforandring i Radioavisen, og foreløbig med sprogforandring i radioavisen fra 1936-1986. Det betyder at jeg har hørt en stor del af de gamle radioaviser der er bevaret for. Og jeg har ikke bare hørt dem, jeg har nærlyttet dem og hørt på hver en lille frasering i oplæserens udtale, men det er ikke det jeg vil skrive om her. For når man lytter efter sproglige forandringer, finder man nogle gange også indikationer på langt større og mere omsiggribende forandringer. I dette tilfælde tror jeg at valget af kilder siger noget om dansk udenrigspolitik og om danskernes horisont. Min simple påstand er denne: Vi omtaler vores verden som globaliseret, og vi priser hvordan alle via internettet har adgang til al information i verden – men aldrig i radioavisens historie har udbuddet af kilder været snævrere og aldrig har det formidlede verdensbillede været mere ensrettet.

I 1936, den ældste bevarede radioavis, rapporteres der fra borgerkrigen i Spanien og kilderne er Reuters og en spansk avis.

I 1946 prøvesprængtes der atombomber over Bikini, og kilden til historien var San Francisco radio.

I 1956 var der storpolitiske kriser i Mellemøsten og i Ungarn. Krisen i Mellemøsten førte til debatter i FN at Frankrig og England indledte et angreb mod Egypten. I radioavisen citeres både engelsk-franske kilder, amerikanske kilder som er overvejende forstående men kritiske, og russiske kilder som er kritiske over for angrebet. Opstanden i Ungarn rapporteres bl.a. af ”det franske telegrambureau”, Budapest Radio, Moskva Radio og ”kilder i Wien”.

I 1968 døde Jurij Gagarin ved et flystyrt i Sovjetunionen, og kilden var naturligvis russisk, Pravda. Samme år blev Martin Luther King skudt i USA, og amerikanske kilder bliver naturligvis citeret, men pga. Kings stillingtagen til Vietnamkrigen blev russiske kilder også citeret om Sovjets syn på krigen og Nordvietnams politik.

I 1977 blev et tysk passagerfly kapret og fløjet til Mogadishu hvor tyske specialstyrker stormede flyet. Tyske kilder bliver naturligvis citeret, men også den somaliske indenrigsminister. Indien fik en ny minister for kasteløse. Kilden til denne nyhed er det franske nyhedsbureau. Samme år besøgte USA’s udenrigsminister Sovjetunionen for at indlede nedrustningsforhandlinger. Han benyttede besøget til at kritisere Sovjets behandling af systemkritikere. Det fører til kritik fra sovjetiske kilder som synes han ødelægger mulighederne for samarbejde. Både Pravda og Isvestija citeres.

Når jeg hører disse eksempler kommer jeg uvægerligt til at tænke på hvornår jeg sidst hørte en ikke-vestlig kilde neutralt citeret i radioavisen. Det synes for mig som om citaterne i dag kommer fra en håndfuld britiske og amerikanske kilder, evt. med et par franske og en israelsk avis i mere marginale positioner. Når en ikke-vestlig kilde citeres, er det mere reglen end undtagelsen at der er lægges afstand til deres vidnesbyrd med beskrivelser som ”den regeringstro avis…”. Citerer man en sjælden gang en ikke-vestlig avis som sandhedsvidne, opbygges deres troværdighed med ”den uafhængige avis…”.

Kan det passe at Skandinavien og Danmark før og under den kolde krig så sig selv som et tredje sted mellem vestblokken og østblokken? Ja, vi var i forbund med USA, men vi skulle også forstå østblokkens synspunkter og anerkende deres ret til at have egne meninger? Er det omvendt sådan at dansk udenrigspolitik og danskernes udsyn i dag er som en art amerikansk provins? Vi gengiver ukritisk hvad britiske og amerikanske kilder siger, og ser som udgangspunkt med skepsis på evt. modstridende synspunkter og som noget der helst skal forties?

Den verserende opstand i Libyen er et godt eksempel. Jeg har naturligvis ikke hørt alle indslag om opstanden, men i de indslag jeg har hørt, har jeg hørt mange vestlige kilder, men ingen fx russiske. Parallellen til Englands og Frankrigs indtog i Egypten og radioavisens dækning af USA’s og Sovjets kritik ligger ellers ligefor. Var der ikke også en FN-debat omkring Libyen og kritik af FN-resolutionen? Og ser russerne ikke stadig kritisk på de vestlige styrkers iværksættelse af resolutionen? Og skal denne kritik ikke også høres som et værdigt synspunkt? Min fornemmelse er at kritikken ville have været refereret i en mindre globaliseret, monopoliseret radioavis anno 1956.

Og hvis jeg har ret? Hvorfor er kilderne så mindre mangfoldige i dag hvor vi opfatter os som globaliserede og verden som én stor landsby? Er det fordi radioavisen går ud fra, at den kun er ét blandt mange medier som den danske nyhedsforbruger benytter sig af? Går de ud fra at lytteren selv finder de modsatrettede stemmer som giver historien nuancer? Det vil jeg hellere tro, end at det er fordi de opfatter den moderne, globaliserede, højere uddannede dansker som dummere og dermed ude af stand til selv at tage stilling til forskellige synspunkter…