De ringer Vi spiller… på en ny måde

Jeg præsenterede Dialekkortet for kolleger på Sprogforandringscentret i sidste uge, og flere efterspurgte en mere systematisk adgang til data (så man slipper for at rode med et kort hvis man fx er interesseret i at lytte til alle unge kvinder eller alle optagelser fra 1970′erne).

Som løsning på dette ønske er her tre html-tabeller med data sorteret enten:

Køn => Alder => Bopæl (altså sorteret først efter køn (kvinder før mænd), så efter alder (unge før gamle) og så efter bopæl (Albertslund før Ballerup)

Optagelsesdato => Køn => Alder

Bopæl => Køn => Alder

De ringer, Vi spiller – som dialektkort

Jeg har (med stor hjælp fra Tilde Ranis) lavet forsøg med en onlinevisualisering af den sproglige variation i Danmarks Radio. Frugten af anstrengelserne er indtil videre dette Radiofoniske Dialektkort baseret et stort antal samtaler med De ringer, Vi spillers Jørn Hjorting som den ene part og små 500 almindelige danskere som den anden part.

DialektkortFor hver samtale er lytterens køn, alder, hjemby samt musikønske registreret. For de heldige forskere og studerende der har adgang til LARM.fm er der linket direkte til lyden af den enkelte samtale eller det enkelte musikstykke.

Der er skønhedsfejl ved dialektkortet.  Rettelser, kommentarer og forslag til hvordan Google Maps kan betvinges modtages med stor taknemmelighed.

“Digital Humanities”?

Det virker for mig som om der er to typer “digital humanities”. Jeg tror man kan skelne mellem dem ved at tale om henholdsvis “the humanities of the digital” og “using computers in the humanities”. Til den sidste gruppe hører fx korpuslingvistik og nogle former for (litterær) stillistik. Man kan måske diskutere om samfundsforskning der baserer sig på statistik også skal regnes med til denne gruppe. Til den første gruppe kan regnes humanister, fx kunst- og litteraturforskere, som beskæftiger sig med digitale artefakter (hypertekster, digital kunst osv.) enten fordi disse kunstformer giver kunstere nogle nye udtryksformer, eller fordi de digitale artefakter giver *forskeren* nogle nye udfordringer – fx spørgsmål om autenticitet og ophav til en tekst der findes i uendelig mange permutationer, er skrevet af mange forfattere, eller måske automatisk genereret.

For mig at se er de to typer digital humanities væsensforskellige. De er måske ikke uforenelige, men det er i hvert fald uheldigt ikke at holde sig klart hvilken en man taler om når man bruger begrebet. For den ene skole er det selve objektets “digitalitet” der er i fokus og menneskers håndtering af disse nye muligheder og udfordringer – det er altså i den mest basale forstand en form for medieanalyse. For den anden skole er objektets digitalisering (altså det at objektet er transformeret til tal som en computer kan manipulere) som er interessant. Ikke fordi det ændrer objektet eller objektets primære brugere (læseren, beskueren…) men fordi det giver forskeren nogle nye muligheder for objektive beskrivelser af data og analyser af korrelationer mellem forskellige parametre ved data. Den anden skoles spørgsmål er ikke “hvordan er objektet anderledes fordi det er digitalt?”, men “hvordan kan jeg bruge en algoritme til at fortælle mig noget om objektet?”. Hvis den første skole er en form for medieanalyse, er den anden skole i bund og grund en form for empiricister under sloganet “hvis det ikke kan måles, er det der ikke; hvis det kan måles, må der være noget”.