Replik til Berlingskes kronik

Berlingeren trykke i dag, 20.2.2013 min replik til udfaldet i lørdagens kronik (se nedenfor), . Replikken er her i uredigeret form (og med min egen titel):

 

Sprogforskerne ødelægger sproget! –Og meteorologerne giver vådere somre?

Jacob Thøgersen, Københavns Universitet, Sprogforandringscentret DGCSS.

Kære Ole Gustav Justenlund

Det er vist mig du skyder efter i din kronik fra 16.2.2013 med bemærkningen: ”For nylig opfordrede en af [Sprogforandrings]centrets forskere med jappende og meget utydelig udtale en DR 1-studievært til at lade være med at sige »kræft«, for om ti år siger alle »kraft«. Sprogforskeren vidste, han havde »ratten« på sin side. Han var under 40.” Jeg er ked af at du fandt min tale jappende og min udtale utydelig, men radiointerviewet er heller ingen let genre når man ikke er trænet i den: 3 minutter til at fremstille sin sag og hele tiden en journalist der tripper for at komme videre med næste indslag. Og så var min hovedpointe faktisk slet ikke sproglig, men derimod at der med forskningsprojektet LARM er skaffet forskningsadgang til DR’s radioarkiver…

Men jeg er glad for at blive bemærket og glad for at der er andre end os ”18 videnskabelige medarbejdere [der dyrker] den sproglige deroute” der synes det er værd at diskutere sprogforandring. Først lige et par ord om hvor vi er enige, og så et par ord om hvor vi er uenige:

Vi der studerer sprogforandring i dansk, har bemærket de fleste af de sprogforandringer (eller hvis du foretrækker det ”sproglige dovenskab”) som du påpeger, så vi bliver ikke uenige om hvorvidt de findes. For eksempel: Ændringen af [v] til [w], [skrevet] til [skrewet], er en del af det man kalder spirantsvækkelsen, som man plejer at henføre til ca. 1100-tallet. Den samme svækkelse ramte det gamle [th] sådan at vi fik det bløde [d] vi kender i vore dages dansk. I moderne dansk kan et efterfølgende blødt [d], om man så må sige, virke tilbage på et forudgående [w] sådan at det også bliver til et blødt [d], og så får vi sammenfald mellem skrevet og skredet, nemlig omtrent [skreded]. Dette sammenfald er, om ikke før, beskrevet af Jørn Lund i 1978 i artiklen med det sigende navn: ”Atte bleddet svagere og stagve” (i Læsepædagogen nr. 4).

Måske kan du af mit svar (så kedeligt og akademisk som det måtte være) se vores uoverensstemmelse: Sprogvidenskaben ser det som sin opgave at undersøge og beskrive sprog, at eksplicitere de regler som vi som sprogbrugere anvender for at forstå hinanden. Vi prøver at forstå både den menneskelige hjerne og de sociale mekanismer som gør at kommunikation mellem individer lykkes. Vi forsøger at forstå hvorfor sprog forandrer sig (ville det ikke være lettere hvis de ikke gjorde?). Man kan sammenligne os med meteorologer: Meteorologens opgave er at beskrive vejrfænomener og -forandringer og at forudsige dem. Det er ikke meteorologens opgave at sørge for længere somre eller regn på torsdag. Og det er ikke sprogvidenskabens opgave at stoppe dansks forandring på et givet stade, hvad enten dette stade så er år 1000, 1500, 1800, 1950, eller hvad idealister nu kunne blive enige om – ”vi er blevet enige om at vejret fremover skal være som det var forrige fredag”. Selv hvis nogen besluttede at det var vores opgave, ville det formentlig ikke have nogen effekt. Men mere om det nedenfor.

Dansk er i nogle henseender særligt. Der er mange vokaler i dansk, og derfor, tror jeg nok, er dansktalendes ører følsomme over for selv meget lille vokalvariation og danske debattører måske hurtigere end andre til at fare i blækhuset over vokalforandringer. Alle sprog har reduktioner, eller sjuskefænomener om du vil, men dansk mediesprog har måske nok flere end man er vant til fra vores nabolandes. Disse reduktionsfænomener gør at et givet dansk ord kan have ret forskellige udtaler afhængigt af hvem der siger dem, og hvilken sproglig sammenhæng de optræder i. Dea Trier Mørch sagde [livet] (med [v] og [d]) (i hvert fald når hun talte til en radiomikrofon). Jeg siger [liwed] (med [w] og blødt [d]), og når jeg taler hurtigt siger jeg måske [lied]. Er det, hånden på hjertet, ikke fascinerende at kommunikationen som regel forløber stort set uden problemer indtil vi stopper op og begynder at filosofere over at der er noget galt? Hvordan det kan lade sig gøre? Det er det vi vil forstå.

Den nyeste forskning i talesprogsreduktioner, både på dansk og på fx engelsk, tysk og nederlandsk, tyder på at det bl.a. kan lade sig gøre fordi der er ret klare regler for hvad der reduceres hvornår. Fx kan meget hyppige ord reduceres mere end sjældne ord (formentlig fordi de er lettere at forudsige ud af sammenhængen), og nogle ordklasser har større tendens til at reduceres end andre. Dermed kan reduktion altså hjælpe os med at afkode hvilket ord der menes. Det er den slags resultater der får Ruben Schachtenhaufen (han er den ”ph.d.-studerende [der] skaffe[de] sig medieopmærksomhed ved at erklære, at sprogligt sjuskeri er et tegn på overskud”) til at sige at ”sjusk” er et gode for kommunikationen. Vi bruger, efter denne logik, reduktioner til at understrege hvad i en sætning der er væsentligt og hvad der er mindre væsentligt. Hvis vi udtaler alt lige tydeligt, kan det af lytteren opfattes som om vi giver alt samme vægt – det er det man gør i fx en diktatoplæsning. Med reduktioner, ligesom med fx tryk og tone, kan man fremhæve visse ord i en sætning. ”Sjusk” er altså ikke i sig selv godt eller skidt, det er et af de mange parametre der indgår i det at kommunikere med sprog.

Og så til historien om ”det flade a” og ”kræft”/”kraft”: Min pointe med at undersøge ”det flade a” er at finde ud af om det hjælper at regulere andres sprogbrug, eller om det er spildte kræfter. Har sproglig revselse en målelig effekt, eller er det som at råbe til himlen for at stoppe regnen? Her er ”det flade a” og DR’s radioavis interessante danske eksempler. ”Det flade a”, som kan oversættes til ”et [a] der ligner et [æ] mere end det bør”, var det absolut mest udskældte danske udtalefænomen i det 20. århundrede. Der er skrevet hundredvis af kronikker der fordømmer det, det er nævnt i alle udtaleanvisninger osv. Alle nyhedsoplæsere har fået strenge ordrer på ikke at bruge ”flade a’er” – og få lyttere har formentlig opfattet at de gjorde det. Alligevel ser man en gradvis tendens til at a’erne nærmer sig æ’er mere og mere. Noget tyder altså på at nogle kræfter er stærkere end revselsen, og at det som én generation hører som utilbørligt, er upåfaldende for den næste.

Nu står der så en debat om udtalen af [e] og [æ] efter [r] og om der altså bør være en udtaleforskel mellem kræft og kraft, ret og rat osv. Også denne forandring har efterhånden været diskuteret i årevis, og mange, i hvert fald østdanskere, op til 50 år har ikke udtaleforskel i ordparrene, selvom de måske nok tror de har det. I P1-Morgen tillod jeg mig at fremskrive udviklingen af dette ”ræ” med den viden vi har om ”det flade a”, altså: ”lad være med at spilde kræfter på at prøve at stoppe udviklingen, den løber i sin egen retning uanset hvad den enkelte journalist vælger at gøre”, og ”i løbet af en generation eller to vil ingen bemærke at der skulle være noget forkert over at have samme udtale af kræft og kraft, for det har de fleste til den tid”. Det var det jeg prøvede at forklare Jan Falkentoft og lytterne.

 

One thought on “Replik til Berlingskes kronik

  1. Kære Jacob Thøgersen
    Knap nok kommet på benene efter en svær influenza opdager jeg at min kronik i Berlingske 16.2.2013 har givet anledning til en del debat. Og ja, du har ret. Det var dig jeg kom til at “skyde efter” i kronikken.
    Derfor skylder jeg dig også en undskyldning. Så slemt var japperiet jo heller ikke. Selv ville jeg have jappet meget mere hvis jeg skulle have deltaget i en direkte radioudsendelse.
    Oprindelig havde jeg sendt et ca. dobbelt så langt kronikforslag til Politiken, som ikke optog det. I dette kronikforslag var det Frans Gregersen jeg “skød efter” – med navns nævnelse.
    Din kommentar har uden sammenligning været den mest kompetente af alle. I grunden tror jeg ikke at vi er så uenige endda. Jeg har fuld forståelse for både Schachtenhaufens og Sprogforandringscentrets syn på “sprogligt sjuskeri”. Jeg er bestemt heller ikke modstander af sprogforandringer. Det er svært at finde noget mere interessant end netop sproghistorie. Sproglig ensretning er jeg stærk modstander af. Fx ynder jeg at tale forskellige jyske dialekter – med andre dialekttalende vel at mærke. (Da jeg er opvokset få kilometer fra den jyske “artikelgrænse”, har jeg siden barndommen været fortrolig med forskellige dialekter).
    Sprogforandringsfolks generelle optimisme mht. de danske sprogændringer deler jeg dog ikke. Når journalister tager “gadens” mumleri og sproglige ligegyldighed med ind i tv-studiet, sker der mange brist i kommunikationen. Selv om de elektroniske medier arbejder kraftigt i den retning, er det jo endnu ikke alle der taler lavkøbenhavnsk – en betegnelse jeg for øvrigt ikke bryder mig om. Findes der ikke en bedre?
    Ifølge den svenske professor Ulf Teleman er det netop den lavkøbenhavnske indflydelse der har gjort dansk mere uforståeligt for andre skandinaver. Som “skandinavist” kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på hvad den svenske journalist Claes Fürstenberg, der har arbejdet i København, siger om det danske sprog, her citeret efter hukommelsen: “Danskan blir mer och mer en räcka avklippta ord och långa vokalharanger där man inte riktigt vet var det ena ordet slutar och det andra börjar.” Sådan kan det i mange tilfælde også virke på indfødte danskere. Når man tænker på at Snorri Sturluson kunne kommunikere ubesværet over hele Norden, er det svært at forlige sig med at københavnere/danskere ikke bliver forstået på den anden side af Øresund.
    Når danske unge, inkl. tv-journalister og politikere, også bliver dårligere til at artikulere på fremmedsprog – det er min påstand – og helt fravælger tysk, kan det hænge sammen med at den hjemmegroede sproglige magelighed gør det for besværligt at anstrenge sig for at tale tydeligt. Det er bl.a. dette forhold jeg betegner som præget af egocentricitet og provinsialisme.
    Din sammenligning med sprogvidenskaben og meteorologien kan jeg ikke helt tilslutte mig. Måske løber sprogudviklingen i sin egen retning, men man kan vel ikke se den som noget der ligger uden for menneskers indflydelse. Jeg er ikke i tvivl om at det lavkøbenhavnske indtog i radio- og tv-studierne har været kraftigt medvirkende til at styre dansk talesprog i en bestemt retning. Det er især det forhold jeg ønsker at gøre opmærksom på i min kronik.
    Tak for din kommentar, Jacob! Den har lært mig meget.
    Med venlig hilsen
    Ole Justenlund

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>